Resultater med ADHD
Rasmus er nu 11 år, glad og tilfreds med livet. Sådan har det ikke altid været. Han lider af ADHD med adfærdsforstyrrelser samt Tourette Syndrom.
Han har siden helt lille fejlet både det ene og det andet. Kolik, ører, astma, falsk strubehoste, eksem, dårligt syn og oveni fik han diagnoserne for 1½ år siden.
Rasmus er altid blevet misforstået som en irriterende, provokerende og dårligt opdraget dreng. Intet er mindre sandt.
Rasmus har været så præget af symptomerne at han ikke har kunnet holde sig selv ud. Selvmord og anden destruktiv adfærd har været i hans tanker siden hans 7. år. Han har ikke ønsket at have det sådan, men det bestemmer man ikke selv.
Som mor har jeg kæmpet for mit barn på alle fronter, hvilket har betydet kontakt med stort set alle vigtige personer i regeringen, kurser, holdt mig ajour med de nyeste forskningsresultater, afprøvet teknikker m.v.
Selvom vores dagligdag er meget rolig og struktureret og Rasmus får sin medicin til tiden er det ikke nok. Han kan stadig ikke overskue dagligdagen. Bliver træt, uoplagt og kommer konstant i konflikt med alt og alle.
På Børnepsykriatisk afdeling hvor de havde opgivet Rasmus efter at have afprøvet en del forskellig medicin, konfronterede den kvindelige læge mig med ordene: ”måske skal du bare acceptere tilstanden som den er”. Dette var brænde på bålet til at kæmpe endnu mere for mit barn.
Kort tid efter kontaktede jeg Rørbæk klinikken.
I starten var det selvfølgelig svært at vurdere hvad der påvirkede ham positivt. Var det behandlingen eller bare en sjælden god dag i skolen? Man er vel skeptisk…..
Tredje behandling reagerede han voldsomt på, men desværre ikke positivt. Min dejlige kæreste som også er blevet behandlet af Inge-Marie, fortalte at kroppen godt kunne reagere på denne måde, men man bare skulle fortsætte, det ville blive bedre.
Ganske rigtigt, fra 4. behandling er det kun gået fremad og jeg er blevet god til at mærke når der er optræk til symptomer. Hvis Rasmus når at få det dårligt inden behandlingen snakker vi om det og bliver enige om at det er godt han snart skal ud til Inge-Marie. Dette tager toppen af hans frustration, fordi han kan mærke det hjælper.
Jeg har nu en dreng der har overskud til at nyde livet. Han er glad i skole, SFO, aflastningen ”Reden”, og hjemme. Alle mærker helt tydeligt når Rasmus har været til behandling og når han trænger igen. Ligeledes har han overskud til at være en god kammerat med indlevelse, kan lave sine lektier på nul komma fem, skændes og slås aldrig mere med storebror, taler pænt til mig og gør som jeg siger. Samtidig er han symptomfri i fht. både motoriske og verbale tics.
Ja, det lyder som hokus pokus men det er det heldigvis ikke. Jeg skal bare sørge for at han får sine behandlinger. Det er forskelligt hvad behovet er. Det prøver vi os frem med i samarbejde med Inge-Marie. Som udgangspunkt p.t. er det ca. hver 3. uge.
Selvom man ikke skal tænke for meget over, hvad nu hvis han havde fået behandlingerne før, er det klart det rumsterer i hovedet, og jeg er da ked af det på Rasmus’ vegne han har fået så svær en start på livet. På den anden side, er jeg lykkelig for, han bliver hjulpet nu inden det er for sent og han vil værke kommet galt af sted her i livet.
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!