Giv det en chance
Efter en brækket ryg i foråret 2002 har jeg været inde og ude af det offentlige system med både positive, men desværre også negative oplevelser.
Jeg har i 1½ år prøvet at holde modet oppe til trods for et liv med daglige smerter.
Men efter mange timers intensiv genoptræning, smertestillende medicin, fysioterapi samt akupunktur, har det ENDELIG vist sig, at der er et alternativ, som kan hjælpe mig godt på vej i min hverdag.
I november 2003 mødte jeg op i Rørbæk Klinikken i Århus for første gang. Jeg indrømmer gerne, at jeg mødte op i klinikken med en vis modvilje, da jeg ikke troede, behandlingen ville kunne hjælpe mig. Jeg havde på daværende tidspunkt hverken mod på eller lyst til at prøve endnu en ny form for behandling. Lægerne fra hospitalet havde fortalt mig, hvordan ulykken havde ændret mit liv nu og i fremtiden, så jeg syntes derfor, at det var spild af tid at blive ved med at prøve nye former for behandling!
Men trods min modvilje mødte jeg op i klinikken. Og for at være helt ærlig, så var jeg parat til at få ud af klinikken lige, da jeg var trådt ind af døren. Ikke fordi atmosfæren ikke var hyggelig og imødekommende, for det var/er den! Jeg blev modtaget i et rigtig hyggeligt værelse med te, kaffe samt ugeblade og samtidig kunne jeg høre noget afslappende musik fra et af værelserne. Så efter at have snakket lidt med Inge-Marie, indvilgede jeg dog i at give Kranio-Sakral Terapi en chance.
Den chance er og bliver den bedste chance, jeg har givet mig selv siden ulykken. Og set i bakspejlet havde jeg aldrig troet, jeg ville komme til at anbefale Kranio Sakral Terapi til andre, der f.eks. ligsom jeg ikke havde mod på samt kræfter til at prøve nye former for behandling.
Siden jeg fik min første behandling i november, er jeg med jævne mellemrum (først med 14 dages mellemrum og nu med 6-7 ugers mellemrum) glædeligt kommet i klinikken i Århus, eftersom jeg har fået mindsket mine smerter væsentligt!
I en alder af 24 er det bare guld værd ikke længere at skulle tilbringe 4-5 timer på sofaen hver dag på grund af smerter i ryggen. Så selv om jeg godt ved hvilke mén, den brækkede ryg medfører senere hen i mit liv, så er jeg dybt taknemlig over, at jeg har fundet en behandling, som kan hjælpe mig i min hverdag og dermed give mig noget af min livskvalitet fra før ulykken tilbage.
24-årig studerende fra Århus
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!